Danijel Drux guider: De her artister bliver store i fremtiden

November 30, 2015

På lørdag holder bloggen Droz Daily Steezin fem års fødselsdag med Krept & Konan i Pumpehuset. Vi har bedt bloggens frontfigur, Danijel Drux, om at udpege fem artister, han tror på i fremtiden.

Det giver god mening, at det er grime-artisterne Krept & Konan, der headliner, når hiphop-bloggen Droz Daily Steezin (eller DDS, som den kaldes i folkemunde), holder fem års fødselsdag i Pumpehuset på lørdag. Bloggen startede nemlig samtidig med at en række unge danske rappere fik succes med grime. ”Da DDS startede lavede hele den nye, dygtige danske undergrund grime,” fortæller Danijel Drux, der er bloggens frontfigur. ”B.O.C. , Stanley Most, SLENG, Hans Phillip – de var alle grime-inspirerede. Så det hele startede faktisk med grime.”

Den seneste tid har DDS desuden holdt sin grime-baggrund ved lige, ved at hive de helt store britiske navne som Skepta eller Stormzy til Danmark. Og faktisk var Danijel Drux også vært, da Red Bull Studios Live #NYTING løb af stablen sidste november, med både britiske JME og en lang række unge, danske rappere på plakaten.

Men en 5 års fødselsdag er ikke kun en god grund til at se tilbage i tiden – den er også en oplagt mulighed for at se fremad. Derfor har vi bedt Danijel Drux, om at udpege fem artister, han mener, har det, der skal til, for at blive lige så store i fremtiden, som Gilli, Ukendt Kunster, MellemFingaMuzik og de andre er nu.

Cannibal Records (J-Mix, Icekiid og Hakeem)

Danijel Drux: ”Cannibal Records skiller sig ud, fordi alle deres tre artister har hver sin stil. Icekiid laver blandt andet dancehall-inspirerede ting, Hakeem laver helt hård gade-rap og J-Mix kan en masse forskelligt – som for eksempel LA-inspireret musik. De arbejder hårdt, og de taler gadens sprog, og så laver de virkelig flotte musikvideoer - Hakeems 'Aktivitet' er årets bedste video, synes jeg. De skiller sig ud på alle måder, og det lader til, at de tager musikken meget seriøst. Og det skal man selvfølgelig også, hvis man gerne vil frem! Derudover er de også vildt dygtige til at optræde live.”

Jamaika

Danijel Drux: ”Jeg havde aldrig set Jamaika live før i sommers, hvor han optrådte som surprise guest til vores Distortion-fest ved Børsen. Han indtog scenen med alle sine venner, og spillede en eller anden helt vild sang, som ingen havde hørt - noget med Somali eller Mali. Samtidig smed han trøjen, så man kunne se, at han havde ”Somali” tatoveret tværs over brystet. Hans dreads fløj gennem luften – det var helt vildt energisk og episk! Udover det track optrådte han også med 'Gode Dage Venter', som var det track jeg oprindelig faldt for. Det er et track, der rammer dig lige i hjertet! Siden har jeg vidst, at Jamaika har utrolig stort potentiale, og hvis han får den rigtige vejledning og får lavet de rigtige tracks, så kan han blive Danmarks næste virkelig store stjerne. Til Distortion-koncerten var han så vild at alle i publikum – selv de andre, der skulle optræde – stoppede fuldstændig op, og tænkte ”wow, hvem er det der?” Hans måde at synge og rappe på er unik!" 

Jamie Kamara

Danijel Drux: ”Først og fremmest er hans produktioner helt vildt alsidige og detaljerede. Han har arbejdet fire-fem år på sit album, og det kan man virkelig høre – han har både et halvfemser-r’n’b-nummer, et gaderap nummer og alt muligt andet. Det hele er alsidigt og aldrig firkantet. Det minder mig faktisk lidt om Partynextdoors album – første gang, man hører det, forstår man det ikke, men pludselig fanger det en. Han er en kunstner, som man måske først kommer til at forstå om lang tid. Men det er virkelig en flot omgang kunst, han laver.” 

Katie Keller

Danijel Drux: ”Katie Keller er en ny, kvindelig artist med kant – og det har vi ikke haft i lang tid. Hendes sprog er råt, og hendes trap-agtige beats er sindssyge. Og så er videoen til ’Eller Ikk’’ fantastisk produceret. Det er måske at køre den lige lovligt op, men jeg kunne nærmest godt forestille mig, at hun blev en dansk Rihanna. Hun har lige været Ugens Uundgåelige på P3.”

DC

Danijel Drux: ”Hvis du leder efter en yngre version af MellemFingaMuzik, så er DC svaret. Deres stil er virkelig rå. Det er hård, ægte gade-rap. Det flækkede Pumpehuset midt over, da de var warm-up til Stormzy. Det er nogle unge drenge, der har eksperimenteret med deres musik, og nu ligner det, at de har ramt plet. Det fungerer især rigtig godt, når de slår sig sammen med Jamaika, og når de laver studio session-videoer, hvor de rapper med et beat i baggrunden. Jeg ser frem til at høre mere fra dem.”

Se en video fra Red Bull Studios Live: #NYTING lige HER og tilmeld dig DDS 5 års fødselsdag HER.

Foto: Johanne Fick